Sitet ses bedst i 1280x1024 pixel
Tak for´ed! fra æ dreng mæ æ blåe
Barndomsoplevelser og historier fortalt af Thomas Frøkjær
Om bogen
Den lykkelige familie, julen 1961

Tak for’ed!

Forord

Jeg er hverken berømt eller berygtet – og bliver det sikkert heller ikke. Alligevel har jeg valgt at skrive en bog om min barndom og nogle af de mange mennesker, jeg har kendt og mødt. Mennesker, som har gjort indtryk på mig, og som har været med til at præge mig - mere end de sikkert selv aner. Jeg har skrevet af lyst - fordi jeg ikke har kunnet lade være. Det er gået med mig som med mange andre. I takt med at jeg er blevet ældre, er minderne, oplevelserne og historierne fra dengang, før verden fik fart på, kommet til at fylde mere og mere i min bevidsthed. Og til sidst er de boblet over. Til sidst måtte de bare ud og ned på papir. Og det er de kommet nu.

Jeg vil gerne invitere jer med en tur tilbage til mit barndomsland. Til noget af alt det, jeg har oplevet. Men selv om det naturligvis i første omgang er mit land, så håber jeg, at det et eller andet sted også må være jeres. – Eller i det mindste, at fortællingerne og historierne må kalde minder og billeder frem for jer af noget tilsvarende. Af noget I har set og oplevet og glædet jer over. For der er næsten ingenting som gode og sjove minder, der pludselig dukker op!

Bogen er ikke tænkt som en objektiv historiefortælling. Der er sikkert både erindringsforskydninger og faktuelle fejl i den, selvom jeg har forsøgt at undgå dem. Jeg fortæller ikke den skinbarlige sandhed om livet i landsbyen Heltborg i 1960’erne og begyndelsen af -70’erne. Jeg fortæller min historie, sådan som jeg husker den – dog tilsat en god portion ironi, et par drys humor og lidt lune. Det har været mit mål med bogen både at oplyse og vække til eftertænksomhed, men også at der skulle være noget at grine af og smile af. Forhåbentlig skinner det igennem, at historierne er fortalt med et glimt i øjet og smil på læben.

Bogen handler om mennesker, der lever og har levet. Nogle steder går jeg lidt tæt på – jeg håber ikke for tæt. I hvert fald har det aldrig været min mening at træde nogen over tæerne.

Bogen er skrevet med begejstring og ud af kærlighed og stor taknemmelighed. Derfor vil jeg også gerne tilegne bogen min familie og de mange Heltborg-folk, som har gjort den mulig.

Tak til alle jer, der har bakket mig op i skriveprocessen og troet på, at der kunne komme et resultat ud af det. Tak til min kone, Dorte, for maleriet på forsiden, som viser udsigten fra mit barndomshjem - og for at have klaret alt det, jeg forsømte, mens jeg skrev. Og til mine børn, Anna, Simon og Marie, for tålmodigt - gang på gang - at have lagt ører til alle fars skøre historier.

En stor tak til min gode ven siden Heltborg-tiden, Bruno Rasmussen og mine to brødre Henrik og Troels for indfald og korrektioner. - Og for at have mindet mig om oplevelser, jeg selv havde glemt. Og endelig tak til Den Danske Bank og Sparekassen Thy for en økonomisk håndsrækning til bogens fremstilling, og til bestyrelsen i Egnshistorisk Forening i Sydthy for at have taget godt imod bogen.

God læselyst!

Skivholme Præstegård, november 2008

Thomas Frøkjær