Tak for´ed! fra æ dreng mæ æ blåe
Barndomsoplevelser og historier fortalt af Thomas Frøkjær
Et fromt ønske går i opfyldelse

Aftenskole

På Heltborg skole var der også i nogle år aftenskole. Det var især far og Kloppenborg, som tog sig af det. Unge mennesker fra hele Sydthy gik bl.a. til dansk, regning, sløjd og måske også hånd- og husgerning.

Aftenskolen sluttede hvert år med, at der blev sat en scene op i gymnastiksalen, hvorpå kursister og lærere lavede sketches og optrin. Og så var der også altid et teaterstykke med.

Et år var det Onkel Toms hytte, der skulle opføres. Og Henry skulle være med. Han skulle spille en negerdreng. Det samme skulle Kloppenborgs dreng, Lars. Og jeg skulle bare kigge på. Jeg var grøn af misundelse. Hvor ville jeg gerne, at det havde været mig. Tænk at skulle spille sammen med Henry på Heltborgs nationalscene. Det kunne ikke blive større.

I min desperation over ikke at skulle være med gjorde jeg noget næsten utilgiveligt. Noget, som har plaget mig lige siden. Jeg ønskede Lars syg!…. Jeg bad til Gud om, at Lars måtte få influenza, halsbetændelse, ondt i maven, hvad som helst… Ikke nødvendigvis noget meget alvorligt. Så slemt var det heller ikke fat med mig. Det skulle bare være alvorligt nok, til at Lars ikke kunne stå på scenen om lørdagen. Så jeg kunne overtage hans rolle. Så var jeg tilfreds. Mere forlangte jeg ikke.

Og Gud hørte min bøn! I hvert fald vågnede Lars dagen efter op med røde bylder i ansigtet og over hele kroppen. Han havde fået skoldkopper. Miraklet var sket. Og dermed var vejen banet for mig. Den enes død den andens brød, som man siger…

Jeg stillede mig straks velvilligt til rådighed for instruktøren og fik da også rollen uden videre. Der var ikke en gang nødvendigt med en prøve, mente han. Straks han så mig, vidste han, at jeg var den helt rette til rollen. Så det…

På premiereaftenen skulle vi alle sammen samles i omklædningsrummet i god tid før for at blive sminket. Henry og jeg blev malet brune i hele ansigtet og fik postkasserøde læber. Jeg kan stadig huske min forbavselse, da jeg så mig selv i spejlet. Kunne man se sådan ud? Var det virkelig mig?

Og så var det ellers om bag scenen, inden stykket gik i gang. Jeg skulle ikke være på scenen sammen med Henry, så jeg holdt mig til Tage. Han havde lovet at sige til, når det blev min tur. Det var jeg tryg ved. For Tage var min ven.

FORTSÆTTES NÆSTE SIDE