Tak for´ed! fra æ dreng mæ æ blåe
Barndomsoplevelser og historier fortalt af Thomas Frøkjær
Om at ligne en kaffekande

Gerda Café

Halvvejs oppe af kirkebakken kunne vi passende have gjort holdt. Det gør vi nu ikke, for der er godt gang i dieselmotoren. – Og for resten skal vi også være færdige med flytningen, inden solen går ned. Men havde det nu været 40-50 år tidligere – da man endnu agede med heste, så ville vi nok have gjort det. Så ville vi nok have hvilet vore trætte lemmer og læsket vore tørre ganer en stund i det gule vandskurede hus til højre med de fire menneskehøje bogstaver på siden: CAFÉ. Herinde boede Gerda. Gerda Café, selvfølgelig. Gerda var byens kogekone og ferm med kaffekanden. Med sin store Madam Blå.

Man siger, at mennesker med hund ofte kommer til at ligne hinanden. Bevidst eller ubevidst. På samme måde kom Gerda til mere og mere at ligne den kaffekande, hun serverede med. Hun var stor og bred for neden og noget smallere for oven. Gik med en tyk nederdel, der næsten nåede til gulvet. Hun havde forklæde på, bundet om ryggen og nakken. Håret var sat op i en knold. Og når hun så stod der med kanden i halvvejs strakt arm, så var det næsten som om, hun blev til ét med den. Underligt, men det er sådan, jeg ser hende for mig.

Men det var nu ikke kun kaffe, Gerda kunne brygge. Hun var også uden sidestykke byens bedste til suppe og røde pølser, når der var gang i den i forsamlingshuset.

Og så gik hun også ud og hjalp til hos folk i byen. Hun var et rigtigt jern.

Det fortælles, at der blev ringet til hende fra kommunen, da hun fyldte 80. Jo, de ville spørge, om hun var interesseret i noget hjemmehjælp. Det kunne Gerda ikke lige svare på på stående fod. Men hun lovede at tænke over det, så ville hun ringe tilbage dagen efter.

Og det gjorde hun så. Jo, hun var da sådan set interesseret, men på to betingelser:

1. Det skulle være svot. Og:

2. Det skulle ikke være længere væk, end at hun kunne cykle derhen!….

Det var sådan, hun var, madam Gerda med kaffekanden.